Djurs Vand og Kolind Vandværk har den 1. oktober 2022 stiftet et nyt vandforsyningsselskab ”Skramsø Vand”, der får til opgave at levere rent drikkevand til de vandværker der ligger i området mellem Ebeltoft i syd og Kolind i nord. Potentielt 47 større og mindre vandværker. Baggrunden for beslutningen er de myndighedskrav der er i forhold til at skaffe rent drikkevand i en kvalitet og en mængde, der kan dække behovene i fremtiden.
Krav som fremgår af den indsatsplan hvert enkelt vandværk er blevet præsenteret for i august 2021, hvor byrådet tog beslutning om at det er vandværkernes ansvar at skaffe rent drikkevand og sikre, at der ikke blive anvendt sprøjtegifte m.v. i de områder hvorfra vi henter vores drikkevand. (de såkaldte BNBO-områder). Vandværkerne har en frist frem til 31/12-2022 til at indgå frivillige aftaler (om ikke at sprøjte) med de lodsejere, der ejer jorden i de områder hvor vandværkerne er placeret.
En opgørelse fra Danske Vandværkers forening konstaterer at vandværkerne ikke når i mål med at indgå frivillige aftaler inden udgangen af 2022 og de må derfor imødese at kommunen vil udstede et påbud.
Den udvikling har vi i Djurs Vand og Kolind Vandværk taget bestik af. Vi har ikke den store tiltro til at den frivillige aftale om ikke at sprøjte løser problemet og vi har derfor tænkt i en løsning, hvor drikkevandet i fremtiden bliver leveret fra boringer i vores område, hvor der aldrig har været eller vil blive anvendt sprøjtegifte. Det er tilfældet i Skramsø Plantage, hvor den første prøveboring er gennemført og har vist gode resultater.
Yderligere oplysninger kan indhentes hos Djurs Vand v/ direktør Tonny Frandsen tlf. 8752 7200 eller Formand for Kolind Vandværk Svend Astrup, Tlf. 4033 2071